Elevrådsmøde Referat 27. August 2018
Elevrådsmøde Referat 27. August 2018
Vores første møde fandt sted den 27. august.
Eleverne blev introduceret for elevrådet og dets arbejde.
Elevrådet har på det første møde valgt deres næstformand, kasserer og sekretær. Formanden vælges på valgdagen den 4. september 2018 af alle eleverne.
Forretningsudvalget for skoleåret 2018 ser således ud:
Formand: Vælges på valgdagen tirsdag den 4. september 2018
Næstformand: Yunus Emre 6. klasse
Sekretær: Elif 7. klasse
Kasserer: Daniyal 8. klasse
Der blev talt om:
Hvad er et elevråd?: Elevrådet er et råd for eleverne og skal sørge for, at eleverne på skolen får medbestemmelse i de beslutninger, der bliver truffet.
Repræsentant: Der sidder du som repræsentant for din klasse. Hvis klassen ønsker at bringe et emne op i elevrådet, er det din opgave at fremlægge ønsket på elevrådsmødet. Du og klassen må være opmærksom på mulighederne for at få gennemført sager.
Før hvert elevrådsmøde er det vigtigt, at du diskuterer de emner med klassen, der skal op på mødet, som gerne må indeholde konkrete forslag til forbedringer, tiltag osv.: Kan erfaringer som klassen har gjort, f.eks. omkring års- og aktivitetsplanlægningen, være relevant for andre elever? Har I prøvet gode måder at gennemføre elev/lærersamtaler på, som kan bruges på hele skolen? Tag diskussionen fra klassen med til elevrådet og del gerne gode tips og ideer med andre.
Formanden: Formanden er elevernes frontfigur på skolen. Det betyder, at han/hun repræsenterer eleverne på skolen i mange sammenhænge, på møder med skolens ledelse osv. Formandens job er at fremme elevernes interesse for skolen og at være initiativtager til aktiviteter som kommer eleverne til gode. Først og fremmest må du som formand huske, at du er leder for elevrådet og for udvalgsformændene. Det betyder, at du er ansvarlig for ledelsen af alle møder i elevrådets regi. Du må også lægge vægt på at fordele arbejdsopgaverne mellem elevrådet og (udvalgene).
Som elevrådsformand har du regelmæssige møder med skolens ledelse. På vegne af eleverne skal du være med til at diskutere, hvordan skolen drives. Derfor er det vigtigt, at du holder dig orienteret om aktuelle sager på skolen. Det er vigtigt, at du formidler elevernes syn på, hvordan jeres skole skal være, og at du bidrager aktivt til at finde løsninger på eventuelle problemer.
En god elevrådsformand er villig til at høre på kritik og prøver at finde alternative løsninger.
Næstformanden: Næstformanden er formandens stedfortræder og skal aflaste ham/hende, når det er nødvendigt. Det er vigtigt, at de to har et tæt samarbejde, og at næstformanden hele tiden er lige så opdateret som formanden.
Sekretæren/Referent: Sekretæren er sædvanligvis den som får skrivearbejdet i elevrådet. De vigtigste opgaver er:
- At skrive referater og føre protokol fra de forskellige møder, i samarbejde med formanden
- At holde sig orienteret om, hvad der kommer af post og arkivere den
- At kopiere og arkivere alt, som bliver sendt ud af elevrådet
- At sørge for at skolens ledelse modtager referat fra møderne
- At modtage referat fra (udvalgene)
Kasserer: Du har som kasserer ansvar for budgettet for elevrådet. Derfor er det vigtigt at du noterer alle udgifter og har overblik over regnskabet. Du skal desuden have et tæt samarbejde med skoleledelsen.