Tilsyn 2007/2008

Tilsyn 2007/2008

A. Tilsynet med skolen er foretaget af:

Benny Pedersen – Konsulent i distrikt Valby

Gl. Køge Landevej 3A, 3. sal – 2500 Valby

B. Tilsynsperioden:

Skoleåret 2007-2008

C. Helhedsindtryk:

Indledningsvis besøgte jeg skolen den 20. juni 2007 for at aftale konkrete tidspunkter for det pædagogiske tilsyn. Ved den lejlighed havde jeg først en samtale med skoleleder en, derefter blev jeg vist rundt på skolen, og mødet sluttede med en samtale med skolelederen og en af lærerne.

Samtaleemnerne var dels skolens elevgrundlag, herunder de transportproblemer, det kunne medføre, dels almene privatskoleemner (baggrund, oprettelse, forældreindflydelse, bestyrelse og lignende)

Skolen er beliggende i en rødstensbygning i to etager plus kælder. Der er en vinkeltilbygning, som indeholder en mindre sal, hvor skolen bl.a. afholder fællessamlinger.

Jeg har modtaget årsplaner for alle fag samt skolens timefordelingsplan. Skolens klassetrin er fra og med 3. til og med 8. (skoleåret 2007-2008), og der er derfor ingen afgangskarakterer at tage stilling til. Det er skolens plan, at der fra næste skoleår også er et 9. trin. Der er 1 klasse på hvert trin, i alt 6 klasser.

Der er grund til at bemærke, at alle elever virker venlige, interesserede, høflige og hjælpsomme. Der er en naturlig færden rundt i bygningen i frikvartererne, men eleverne opholder sig mest i deres hjemlokaler.

Disse er af forskellig størrelse, men for det meste lidt mindre end de lokaler, man ser på en folkeskole. De er møbleret hensigtsmæssigt med nye borde og stole. Der er opslagstavler og almindelige kridttavler i god stand. De lokaler, jeg så, havde elevtegninger, huskeregler mm. på vægge og opslagstavler– fuldstændig som i en folkeskole.

Det pædagogiske tilsyn fandt sted over 2 dage i efteråret 2007, nærmere betegnet torsdag den 6. september og mandag den 5. november 2007.

Begge dage blev indledt med en samtale på skolelederens kontor, hvor vi drøftede dagens program, ligesom vi i frikvartererne mødtes med de lærere, hvis undervisning jeg skulle overvære efterfølgende.

Matematik i 7. kl.:

Emnet var geometri, konstruktion af trekanter.

Der var 19 elever i klassen, og undervisningen foregik i god dialog med eleverne, som skiftevis blev kaldt til tavlen for at konstruere en trekant ud fra nogle givne forudsætninger, herunder skulle de i nogle tilfælde beregne en vinkel for at kunne gennemføre konstruktionen.

Der var tale om klasseundervisning, men i slutningen af lektionen arbejdede eleverne selvstændigt – evt. to og to.

Læreren havde en naturlig autoritet, og undervisningen var præget af ro og langt overvejende interesse for emnet.

Bogen var ”Matematiktak 7”, forlaget Alinea.

Dansk i 5. kl.:

Der var tale om et delehold med 9 elever, som arbejdede i grupper.

Emnet var eventyr, og konkret arbejdede man med ”Prinsessen med 12 par guldsko”, ”Askeladen” og ”Den lille hvide and”.

Der var gode muligheder for dialog, og den blev benyttet på en god og respektfuld måde.

Der blev arbejdet på denne måde i ca. 20 minutter, hvorefter de enkelte gruppe fremlagde for de øvrige ved tavlen.

Dialogen samlede sig om forskellige landes eventyr, ligheder og forskelle.

Arbejdsmaterialet denne dag var kopimateriale fra ”Ny Dansk”.

Engelsk i 4. kl.:

Denne klasse fyldte meget, der var 21 elever, som sad relativ tæt. Lektionen begyndte med en dialog på engelsk om dato, klokken, vejret og årstider, ligesom der blev sunget en sang, som handlede om navne på de almindelige legemsdele. Sangen blev gentaget 3-4 gange i stadigt hurtigere tempo.

Flere elever fik mulighed for at ytre sig.

Læreren bestræbte sig på at bruge den engelske dialog så meget som overhovedet muligt.

Der var en gennemgang af øvelserne i arbejdsbogen, og som hjælpemiddel blev anvendt en dvd-afspiller.

Endelig var der gennemgang af gloser til brug for lektie næste dag.

Dansk i 7. kl.:

Der var 19 elever i klassen, og der blev arbejdet med Karen Blixens ”Skibsdrengens fortælling”. Der arbejdedes individuelt og i grupper. Arbejdsopgaven var at få en forståelse af begreberne ”stolthed” og ”bevidsthed”.

Efterfølgende var der en dialog, som skulle belyse begreberne ud fra et handlingsreferat og uddybende spørgsmål.

Det faldt ikke eleverne nemt, men læreren roste og opmuntrede meget, ligesom der blev relateret til elevernes egen situation (eksistens) og teksten.

Ikke alle elever var lige aktive, men der var ingen forstyrrende adfærd.

Matematik i 3. kl.:

12 elever i klassen, og lektionen blev indledt med tabeløvelse – ellers var emnet geometri, rektangler og kvadrater/ omkreds og areal.

Der var tale om klasseundervisning med tavleoverhøring.

Hjemmeopgaverne blev rettet i fællesskab, således at eleverne efter tur oplæste deres resultater, hvorefter læreren sagde ”ja” eller ”nej”. Enkelte elever kom til tavlen for at regne opgaverne.

Derefter arbejdede eleverne fordelt ud over 2 lokaler med de nye opgaver. Dette foregik på en rolig måde, og læreren gik rundt og hjalp de enkelte elever.

Bogmaterialet var ”Sigma 3”.

Matematik i 6. kl.:

18 elever.

Her var det første gang, en af skolens lærere skulle vikariere for klassens faste lærer, som netop var begyndt sin barselsorlov.

Det var karakteristisk, at skolen benyttede egne lærere som vikar.

Emnet her var også geometri, og lektionen begyndte med en samtale om geometriske begreber.

Derefter blev cirkel, centervinkel og periferivinkel gennemgået i fællesskab ved hjælp af opgaver.

Læreren havde en naturlig autoritet og forstod at gribe elevernes bemærkninger på en konstruktiv måde.

Efter denne lektion var der fælles frokost på lærerværelset, hvor jeg klart mærkede en god, åben og konstruktiv stemning.

Dagens hændelser blev drøftet.

Sammenfattende:

Jeg overværede lektioner, hvor der var god fokus på faglighed, og eleverne virkede for langt de flestes vedkommende interesserede og engagerede.

Der var en god og respektfuld dialog, alle levede op til skolens målsætninger om konstruktiv dialog frem for skænderier og vrede.

Det er mit klare indtryk, at undervisningen og elevernes tilegnelse ligger på et niveau, som står mål med, hvad der i almindelighed kræves i folkeskolen.

D. Stillede krav til skolen:

Der er ikke stillet særlige krav til skolen.

E. Rådgivning og vejledning:

Der er ikke sket særlig rådgivning og vejledning.

F. Aftaler mellem tilsynsmyndighed og skole (Fx aftaler om opfølgning, aftale om dato for næste tilsyn):

Ingen aftaler er indgået på nuværende tidspunkt.

G. Andet: