36 176 176 info@salixskole.dk

MÅLSÆTNING

Salix Skole stræber efter at skabe et skolemiljø i stabile og trygge rammer, hvor lærerne, ledelsen, eleverne og forældrene udviser og oplever gensidig respekt og samarbejder om at skabe de bedst mulige betingelser for en god skolegang fra 0. – 9. klasse.
Salix Skole bakker op om de nationale mål, om at skolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, som de kan. Skolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. Tilliden til og trivslen i skolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis. 

Gennem et stærkt fagligt fokus gøres eleverne parat til ungdomsuddannelserne og gennem et stærkt dannelsesmæssigt fokus videregives forståelsen af at være et individ i skolens og samfundets fællesskab med hvad dertil hører af ansvarlighed, rettigheder, tolerance og engagement.
Skolen stræber efter at gøre eleverne til livsduelige, selvforvaltende medborgere. 

Skoledagen er struktureret i faste rammer i klasser på højst 20 elever, hvor der er tætte, åbne og tillidsfulde relationer mellem elever, lærere, ledelse og forældre. Hverdagen begynder med læsebånd inden fagene går i gang. I frikvartererne leger alle med hinanden, og de større elever lærer de små elever forskellige lege gennem legepatruljeaktiviteten.

Gennem året har vi mange indsatser for at passe på alles trivsel og læring:
AKT, sociale arrangementer arrangeret af forældrerepræsentanterne, elevrådstiltag som læsevenner, englevenner, lektiecafe, KFE, arbejde med Fri for mobberi i indskolingen, Antimobbekursus (om nødvendigt), festdage, elevsamtaler 2 gange om året, PPR-møder månedligt, netværksmøder, klassens tid, hvor vi arbejder med relevante temera og holder strukturerede klassemøder, SSF på tværs af fagene samt et udvidet forældresamarbejde.
Lærerne holder sig opdaterede og resultatorienterede gennem efteruddannelse, kurser og på vores egne pædagogiske møder, hvor vi inviterer eksperter ind til at undervise. Man kan følge med i skolens hverdag på SkoleIntra, på hjemmesiden og på skolens Instagram-profil.