36 176 176 info@salixskole.dk

VEDTÆGTER FOR SALIX SKOLE

Hjemsted og formål

§1

“Salix Skole” er en selvejende og uafhængig uddannelsesinstitution med hjemsted i Københavns kommune.

Skolen er oprettet 05-12-2005, skolens adresse er:

Høffdings vej 18
2500 Valby
Skolens CVR. nummer: 29 47 78 92

§ 2

Institutionens formål er at drive en friskole efter de til enhver tid gældende love og andre retsregler for friskoler og private grundskoler m.v. Det følger heraf, at skolen efter sit formål og i hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Stk.2.
Skolens formål er i øvrigt at udøve skolevirksomhed på følgende grundlag:
• Skolen skal give børnene et godt og solidt grundlag for det videre liv efter skolen- både i forhold til at være en aktiv del af det globaliserede samfund og i forhold til sig selv som menneske og medmenneske.
• Skolen skal medvirke til at støtte selvværdsfølelsen, selvstændighed og samarbejdsevner.
• Skolen skal ruste eleverne med en høj grad af viden og motivation for videre uddannelse.

Skolens drift

§ 3

Skolens drift gennemføres ved frivillige bidrag fra skolekredsen og andre med interesse for skolen, på grundlag af skolepenge for eleverne, kontingenter og ved tilskud fra det offentlige. Skolen skal opfylde det egendækningskrav, som Undervisningsministeriet har fastsat med hjemmel i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.”

Stk.2.

Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal anvendes til konsolidering, så skolen har kapital til at imødegå fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen, f.eks. til forbedringer af undervisningsmateriale, til byggeforanstaltninger, udvidelser og lignende. Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.

Stk.3.

Skolens likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og må ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed over.

Forældrekreds skolekreds og valg af tilsynsførende

§ 4

Forældrekredsen består af forældrene til børn på skolen. Forældrenes rettigheder i medfør af „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” og denne vedtægt tilkommer den eller de personer, der har forældremyndighed over eleven eller har barnet i et offentligt anerkendt plejeforhold.

Stk.2.
Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med undervisning i henhold til ”lov om friskoler og private grundskoler m.v.” forældrekredsen fastsætter nærmere regler for varetagelse af tilsyn, jfr. §6 og §14.

Stk.3.
Skolekredsen er baggrund for skolens virke. Skolekredsen består af en gruppe mennesker, som var med til at tage initiativet til at oprette skolen og består af medlemmer, hvoraf nogle kan være forældre eller tidligere forældre.

§ 5

Medlemmerne bidrag giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens økonomiske forpligtelser.

Stk.2.
Medlemskab af skolekredsen giver adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive stemme. Ingen kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Se endvidere § 11 stk.1.

Stk.3.
Bestyrelsen kan suspendere og ophæve medlemskabet af skolekredsen, såfremt medlemmet er i restance med kontingent, skolepenge eller anden fastsat økonomisk ydelse til skolen. Bestyrelsens afgørelse kan indankes for generalforsamlingen af såvel medlemmet som et evt. mindretal i bestyrelsen.

§ 6
Valg af tilsynsmodel og udøvelsen af tilsyn, skal stedse være i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning og regler knyttet hertil.

Generalforsamling

§ 7

Bestyrelsen skal på demokratisk vis drøfte skolens anliggender med skolekredsen og forældrekredsen på generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal efter indstilling fra bestyrelsen godkende erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom, bortset fra omprioritering. Se endvidere § 16, § 17, § 19 og § 20.

Stk.2.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på skolen eller på et andet egnet sted i hjemstedskommunen.
Generalforsamlingen afholdes i perioden 1. marts – 30. april. Den indkaldes af bestyrelsen ved almindeligt brev eller via e-mail til skolekredsens og forældrekredsens medlemmer med mindst 14 dages varsel.

Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsen aflægger beretning.
3. Bestyrelsen forelægger den reviderede årsrapport til orientering.
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer i forældrekredsen.
4.b. Valg af bestyrelsesmedlemmer i skolekredsen.
5. Valg af suppleanter i henholdsvis forældrekreds og skolekreds.
6. Indkomne forslag.
7. Eventuelt.

Stk.3.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være skriftligt indgivet til bestyrelsen senest den 1. februar, og de skal bekendtgøres for skolekredsen og forældrekredsen ved indkaldelsen til generalforsamlingen. Forslag, der vedrører bestyrelsens overordnede ledelse, kan kun resultere i beslutninger på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen. Generalforsamlingen kan ikke træffe beslutning om bestyrelsens overordnede ledelse, uden at bestyrelsen er enig heri.

Stk.4.
Ved opstilling af kandidater til bestyrelsen bør der tilstræbes ligelig fordeling af mænd og kvinder.

Stk.5.
Af indkaldelsen skal fremgå gældende regler for skolekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer og gældende regler for forældrekredsens valg af bestyrelsesmedlemmer og at ethvert medlem af skolekredsen og forældrekredsen har ret til at foreslå kandidater på mødet.

§ 8

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær generalforsamling skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når et mindretal på 2 medlemmer af bestyrelsen eller mindst 2/3 af forældrekredsens og skolekredsens medlemmer kræver det. Den indkaldes som en ordinær generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.

§ 9

Beslutninger på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved almindelig stemmeflerhed med undtagelse af vedtægtsændringer og beslutning om nedlæggelse af skolen, jfr. § 19 og 20.

Stk.2.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal, se dog § 20. Afstemninger foretages skriftligt, når blot ét medlem fremsætter ønske derom.

Stk.3.
Over det på generalforsamlingen passerede og eventuelt vedtagne føres en protokol, der underskrives af dirigenten.

Bestyrelsens sammensætning

§ 10

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, hvoraf mindst 2 skal være forældre til børn på skolen.

Stk.2.
Bestyrelsen skal sammensættes af 2 medlemmer valgt af og blandt forældrene i forældrekredsen, mens 3 vælges af og blandt alle medlemmer i skolekredsen. Skolen har altså 2 vælgende organer, idet forældrekredsen vælger bestyrelsesmedlemmer og suppleanter særskilt. Dette sker på generalforsamlingen. Valget skal gennemføres efter § 10 stk. 4, idet bestyrelsen er ansvarlig for, at det alene er personer tilhørende forældrekredsen, der stemmer.

Stk.3.
Bestyrelsens medlemmer vælges for 3 år og afgår skiftevis med 2 og 3 årligt, første gang med 2 efter foretagen lodtrækning. Hvis dagsordenen for det vælgende organ indeholder en tillidsafstemning, kan ét eller flere bestyrelsesmedlemmer afsættes i funktionsperioden, såfremt det vælgende organ med almindelig stemmeflerhed vedtager et mistillidsvotum til de pågældende. Dagsordenen skal i disse tilfælde også omfatte et punkt, der muliggør nyvalg af bestyrelsesmedlemmer.

Stk.4.
Den anvendte valgprocedure skal sikre, at de to forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer alene bringes i forslag af forældre og alene vælges på stemmer afgivet af forældre. Disse bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes ønske.

Stk.5.
Genvalg kan finde sted. Der vælges hvert år mindst to suppleanter for bestyrelsen, hvoraf den ene skal vælges af og blandt forældrene.

Stk.6.
Ved eventuel supplering af bestyrelsen i valgperiodens løb skal forældrenes flertal i bestyrelsen opretholdes, og et forældrekredsvalgt bestyrelsesmedlem kan kun erstattes af en suppleant valgt af og blandt forældrene. Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, indtræder den relevante suppleant automatisk.

Stk.7.
Det skal af protokolføringen fremgå, hvilke bestyrelsesmedlemmer og suppleanter der er valgt af henholdsvis forældrekredsen og skolekredsen.

Stk.8.
Medlemskab af skolekredsen kan kun ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Bestyrelsen skal godkende alle skolekredsens medlemmer og vil altid føre en liste over disse. Bestyrelsen fastsætter eventuelt kontingent for medlemskabet af skolekredsen. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens gæld.

§ 11

Skolens leder, lærere og andet personale ved institutionen kan ikke være medlemmer af bestyrelsen og kan kun deltage i valg af bestyrelsesmedlemmer, når de samtidig er forældre til elever på skolen (medlem af forældrekredsen).

Stk.2.
Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark.

Stk.3.
Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler. De kan ikke modtage honorar af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem.

Stk.4.
Skolens leder samt en repræsentant for skolens øvrige ansatte deltager normalt i bestyrelsens møder uden stemmeret. Ved behandling af sager, der vedrører skolelederen eller repræsentanten for de ansatte, kan bestyrelsen bestemme at suspendere skolelederens henholdsvis repræsentantens mødedeltagelse.

Stk.5.
Bestyrelsesmedlemmer kan ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke være undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution, forening eller lignende, som har valgt eller udpeget den pågældende.

Om bestyrelsen og dens arbejde

§ 12

Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger af sin midte formand og næstformand. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, der optages som bilag til vedtægten. Ved formandens forfald træder næstformanden i formandens sted.

Stk.2.
Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden eller 3 medlemmer finder det fornødent.

Stk.3.
Formanden indkalder mødedeltagerne og giver forinden møderne de pågældende underretning om, hvilke sager der vil komme til behandling på mødet.

Stk.4.
Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i beslutningsprotokollen. Konstateret inhabilitet skal indføres i protokollen.Formanden drager omsorg for udførelsen af de trufne beslutninger.

Stk.5.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev. I tilfælde af stemmelighed er den fungerende formands stemme afgørende.

§ 13

Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald. I øvrigt er de almindelige regler for inhabilitet og tavshedspligt, som gælder for offentlig forvaltning, gældende for bestyrelsens medlemmer, skolens leder og øvrige ansatte samt eventuelle tilsynsførende.

Stk.2.
Et bestyrelsesmedlem skal øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen, hvis medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” samt „Bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler m.v.” I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af valgperioden.

§ 14

Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift er i overensstemmelse med denne vedtægt, lovgivningen og andre retsregler. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at forvaltningen af de statslige tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” og skolens vedtægter.

Stk.2.
Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige økonomiske hensyn.

Stk.3.
Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en retvisende årsrapport i overensstemmelse med gældende regler. Bestyrelsen har ansvaret for, at regnskabet underkastes betryggende revision efter gældende regler, og at revisor vælges af bestyrelsen.

Stk.4.
Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom og indstiller til godkendelse på generalforsamling i henhold til vedtægtens § 7 stk. 1. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af kontingenter, skolepenge og forældrebetaling for skolefritidsordning. Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om ethvert andet spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om.

Stk.5.Efter indstilling fra skolens leder ansætter og afskediger bestyrelsen skolens lærere og andet fastansat personale.

Stk.6.Bestyrelsen skal underrette Undervisningsministeriet, hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

§ 15

Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Medlemmer af skolekredsen, forældrekredsen og fastansatte ved skolen har dog altid ret til at få kendskab til budgetter, regnskaber og revisionsprotokol, når disse er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstrække retten til indsigt i skolens forhold til andre. Oplysninger omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven kan dog ikke videregives.

Tegningsret

§ 16

Institutionen tegnes af bestyrelsens formand i forening med skolelederen eller en af disse i forening med bestyrelsens næstformand. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura. Ved erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af mindst to tredjedele af bestyrelsens medlemmer, jfr. § 7 stk.1.

Skoleleder

§ 17

Skolens leder ansættes og afskediges af bestyrelsen. Skolelederen har over for Undervisningsministeriet, skolekredsen, forældrekredsen og skolens bestyrelse ansvaret for den daglige pædagogiske ledelse af skolen i henhold til gældende love, bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.

Stk.2.
Efter bestyrelsens retningslinier ansætter skolelederen vikarer og anden tidsbegrænset medhjælp samt forestår skolens daglige administration og personaleledelse.

Stk.3.
Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om, at skolelederen i nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens ansvar bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når dette er nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse.

Årsrapport

§ 18

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk.2.
Revisionen skal være afsluttet senest d. 1. april, hvorefter den reviderede årsrapport tilstilles bestyrelsen til godkendelse. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive den godkendte årsrapport og afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at sidde i bestyrelsen.

Stk.3.
Bestyrelsen vælger skolens revisor.

Vedtægtsændring

§ 19
Stk 1.
Vedtægtsændringerne gælder ikke hvis den ikke:
1) indeholder oplysning om, hvem der er formand for bestyrelsen, og, hvis bestyrelsen har en næstformand, hvem der er næstformand for bestyrelsen,
2) er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer,
3) angiver bestyrelsesmedlemmernes navn og adresse med let læselig skrift, f.eks. maskinskrift, og
4) er offentliggjort på skolens hjemmeside med angivelse af, hvornår offentliggørelsen har fundet sted, og hvornår vedtægtsændringerne er vedtaget af bestyrelsen eller, hvis dette er et krav ifølge vedtægterne, af bestyrelsen og generalforsamlingen i forening.

Stk.2.
Det er en betingelse for børne- og undervisningsministerens godkendelse at vedtægterne
1) er indsendt i original til Ministeriet for Børn og Undervisning, Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen,
2) indeholder oplysning om, hvem der er formand for bestyrelsen, og, hvis bestyrelsen har en næstformand, hvem der er næstformand for bestyrelsen,
3) er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer og
4) angiver bestyrelsesmedlemmernes navn og adresse med let læselig skrift, f.eks. maskinskrift.

Stk.3.
Vedtægter og vedtægtsændringer træder tidligst i kraft, når de offentliggøres på skolens hjemmeside. Det skal af offentliggørelsen på skolens hjemmeside fremgå, hvornår offentliggørelsen på hjemmesiden har fundet sted, og hvornår bestyrelsen eller bestyrelsen og generalforsamlingen i forening har vedtaget vedtægterne. Er børne- og undervisningsministerens godkendelse påkrævet, jf. stk. 3, skal tidspunktet for børne- og undervisningsministerens godkendelse tillige fremgå.

Nedlæggelse

§ 20

Beslutning om nedlæggelse af skolen træffes efter indstilling fra skolens bestyrelse på en generalforsamling, hvor mindst to tredjedele af samtlige medlemmer stemmer for ophævelsen. Opnås sådant flertal ikke, kan ophævelsen mindst 30 dage efter forelægges på en ny generalforsamling, hvor den kan vedtages med to tredjedeles flertal af de fremmødte medlemmer. Bestyrelsens indstilling besluttes i henhold til § 12.

Stk.2.
Hvis bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, eller ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal bestyrelsen sørge for nedlæggelse. Hvis det er muligt gennemføres forudgående høring på en generalforsamling.

Stk.3.
§ 20 stk. 1. gælder kun, når skolens bestyrelse fortsat har kompetence til at træffe beslutninger om skolens fremtid. Skolekredsen og forældrekredsen skal som minimum orienteres skriftlig om beslutning om nedlæggelse og om grundlaget herfor, hvis skolen nedlægges. Orienteringen skal finde sted umiddelbart efter beslutningen.

Stk.4.
Det påhviler bestyrelsen at give Undervisningsministeriet og elevernes hjemkommuner meddelelse om skolens nedlæggelse.

Stk.5.
Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.Bestyrelsen skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.

Stk.6.
Mulige overskydende midler tilfalder Friskolefonden under Dansk Friskoleforening efter Undervisningsministeriets godkendelse.

§ 21

Nærværende vedtægters bestemmelser om skolens styrelse og økonomiske forhold er først gyldige, når de er godkendt af Undervisningsministeriet. Vedtægten skal i original indsendes til Undervisningsministeriet underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer i tre eksemplarer. Bestyrelsesmedlemmers navne og adresser skal angives med maskinskrift, og det skal fremgå, hvem der er formand og næstformand.

Således vedtaget af bestyrelsen 9. oktober 2019.
Offentliggjort på Salix Skole hjemmeside den 21. oktober 2019.