36 176 176 info@salixskole.dk

Skolesocialrådgiver

Salix Skole har sagt ja til Københavns Kommunes tilbud om at få tilknyttet en skolesocialrådgiver til skolen.

Det er skolesocialrådgiverens opgave at være med til at styrke den tidlige og forebyggende indsats, så elever i faldende trivsel støttes så tidligt som muligt.

Skolesocialrådgiveren samarbejder med skolens ledelse, lærere, forældre og elever og støtter og vejleder, så elever og familier, der af forskellige årsager står i en vanskelig situation, kan støttes.

Skolesocialrådgiveren kan inddrages, hvis en elev, forældre eller lærere oplever vanskeligheder, der har indflydelse på elevens trivsel og udvikling i skolen. Det kan f.eks. være, hvis et barn eller en ung har mange konflikter, et højt fravær eller ved forandringer i familien, f.eks. skilsmisse, sygdom eller dødsfald.

Skolens ledelse, lærere og forældre kan beslutte, at skolesocialrådgiveren deltager i et møde, hvor der fælles kan afklares, hvilken situation eleven og familien står i, og pege på løsninger der kan skabe positive forandringer.

Herudover kan skolesocialrådgiveren være med til at understøtte samarbejdet mellem Socialforvaltningen, skole og forældre, hvis der er behov for kontakt hertil, eller hvis der allerede er en aktiv sag. Skolesocialrådgiveren kan også henvise til andre offentlige eller frivillige tilbud.